Ventura

 

Camp-let

 

Isabella Camp-let er en teltvogn, der er skabt til at nyde camping i nærkontakt med naturen uden at undvære køkken, senge af høj kvalitet, et stort opholdsrum, masser af bagageplads og meget mere.

Camp-let betyder ”at campere let” og det er præcis hvad en Camp-let teltvogn er. Den er let at sætte op og kræver meget lidt af din tid. Isabella Camp-let er kompakt, når den er slået/foldet sammen og rummelig når den er slået op. Den har et unikt skandinavisk stil og udtryk og er klar til at tage med dig på storslåede udendørs eventyr.

Camp-lets historie

Camp-let har siden sin start og indtil 2016 været er en familieejet virksomhed, i 2016 blev Camp-let søsterselskab med Isabella under moderselskabet Isabella Group, der som stabsfunktion for administration og økonomi skal sikre, at fokus i de to selskaber er rettet mod udvikling og nytænkning.

Isabella Group blev stiftet som moderselskab for Isabella for at sikre både generationsskiftet i virksomheden og fortsat gode rammer for udvikling af Isabella - og nu også Camp-let.

Den første Camp-let blev fremstillet i 1969 af brødrene Hans og Poul Nissen, der sammen med deres far Christian Nissen havde grundlagt firmaet Camping Nissen i 1961. På det tidspunkt var formålet at sælge Sprite campingvogne og OBI villatelte. Forinden den tid havde Christian Nissen i 1956 fremstillet en sammenklappelig campingvogn med navnet Handy, som han producerede samtidig med at han havde en møbelfabrik.

Ideen med Camp-let opstod, da der i tresserne blev fremstillet og solgt mange villatelte. Villateltene blev større og større og endte på helt op til 30 m2. Det siger sig selv,  at i sådan et telt var der utrolig mange stænger, og det hele fyldte meget i bilen, når ferien stod for døren. Det resulterede i at flere koblede en anhænger bag efter bilen for at have alt campinggrejet med. Desuden var det nærmest en umulighed at få alle stængerne sat rigtigt sammen.

Det var derfor en befrielse for mange, da Camp-let´en kom på markedet, idet den i løbet af 'no time' blev slået op uden brug af løse stænger.

Den første Camp-let teltvogn hed model 300, og et par år senere udvidede man med en større model 400, som blev introduceret i 1971. På det tidspunkt var glasfiber produktionen begyndt, og i 72/73 blev den første Camp-let 500 "opfundet" med det Camp-let system vi kender i dag.

Ideen bag Camp-let har altid været, at den skal kunne slåes hurtigt op – være af godt design og af høj kvalitet. Det har gennem årene resulteret i rigtig mange glade, tilfredse og trofaste Camp-let kunder.

Fabrikken har siden starten været beliggende i landsbyen Arnum nær Gram, midt i Sønderjylland. Der er gennem årene foretaget flere udvidelser og fabrikken her er nu på ca. 5000 m2.

I 1990 skete der en udvidelse af produktprogrammet, idet man begyndte at producere hestetraileren Mustang. Ideen bag Mustang opstod via Hans og Poul Nissens kontakt til hesteverdenen.  Man lejede af og til en hestetrailer, men kvaliteten og køreegenskaberne var de generelt ikke tilfredse med, så de begyndte at spekulerer over, hvordan det kunne gøres bedre. Det resulterede i at Camp-let begyndte at fremstille hestetrailere med fantastiske køreegenskaber, samt af høj kvalitet og med et meget smukt design.

Mustang har haft en utrolig succes gennem årene, og bevirkede at man pga. pladsproblemer igen måtte udvide. Det resulterede i at man i 2004 indviede en ny fabrik på 4400 m2, som er beliggende i industrikvarteret i Gram.

Den tredje gren i produktionen hos Camp-let er Euro traileren, som man startede med i 1998. Egentlig havde Hans og Poul Nissen allerede været inde i trailerproduktionen sidst i tresserne, hvor man fremstillede CN anhængeren, så man kan sige at de var pionerer på trailerområdet dengang.

I 2010 besluttede ejerne bag virksomheden Camp-let, at produktionen fra årsskiftet deles i to selvstændige virksomheder for henholdsvis produktion af teltvogne, Euro-trailere og Mustang hestetrailere.

 

Isabella Camp-let Katalog 2018
Isabella Camp-let 2018

Tilmeld Isabella Club