Normalt er læsejl noget som sættes op for at lukke vind og nysgerrige blikke ude. Men interessen for blot at have en markering af campingvognens forplads og et læsejl til at tage af for den værste vind har fået den danske forteltfabrik Isabella til at udvikle et helt nyt læsejlskoncept. Det nye læsejl har fået betegnelsen Crystal og betegnes af fabrikkens udviklingsafdeling som et samtalelæsejl på grund af sin lave højde, der giver god mulighed for kontakt med både naboer og forbipasserende. Crystal er 120 cm højt mod den normale læsejlshøjde på 130-140 cm. Ud over højden udmærker Crystal sig ved at have indbygget netvævning i hele længden. Derved slippes en smule luft igennem og modvirker den vindturbulens, som normalt kan forekomme på indersiden af tætte læsejl. Designmæssigt adskiller Crystal sig en del fra andre læsejl med det indbyggede net i den mørkeblå teltdug med hvide staferinger. Længden er 460 cm, som er fordelt på fire lige store fløje. Men Crystal kan andet end at se godt ud. Det står også meget sikkert med de meget lette men stærke carbonX kulfiberforstærkede glasfiberstænger, som placeres i et meget stabilt fodsystem med separate jordspyd og stålplader. Desuden kan den ene ende fastgøres til campingvognen med et lille Isabella vulstbeslag, som er ekstraudstyr. Det øger stabiliteten, og man slipper for barduner inde ved campingvognen. |